Kommunikation i relationsarbejde
Relationen
har stor betydning I det kommunikative pædagogiske arbejde med mennesker.
Kommunikation og relation er ofte to faktorer, der er afhængige af hinanden.
For at have en god professionel relation, er det vigtigt med en god
kommunikation og lige sådan omvendt.
Som
pædagog skal man kunne kommunikere med forskellige målgrupper, her tænker vi
børn/unge og brugere, deres pårørende og kollegaer imellem. Det er vigtigt, at
vi møder dem på deres niveau og husker, at det er en professionel relation, så
kommunikation skal være imødekommende og anerkendende, da alle har forskellige
oplevelser med I bagagen. Det er vigtig, som professionel pædagog, at kunne
tilsidesætte sine egne behov, huske på at man er I professions arbejde og at
man er der for deres skyld.
I
det professionelle arbejde er det vigtigt at skabe trygge rammer for
målgruppen, man arbejder med, så de føler tryghed og tør at åbne sig op og
fortælle omkring følelser som for eksempel glæde, vrede, frustration og så
videre.
Artiklen
”Pædagoger bærer på skam, når etikken udfordres”:
Vi
henviser til denne artikel. Her ligger vi vægt på den kvindelige
pædagogstuderende historie, fra en døgninstitution. Egentlig handler artiklen
om etiske dilemmaer, men vi har taget udgangspunkt I manglende kommunikation og
relations dannelse imellem kollegaerne på stedet.
Den
kvindelige pædagogstuderende prøver at snakke den svære episode igennem med en
ældre kollega, uden nogen respons eller anerkendelse fra kollegaen. Episoden
bliver på intet tidspunkt vendt kollegialt. Ud fra artiklen læser vi, at den
pædagogstuderende ikke har haft lyst til at åbne sig for andre kollegaer, da
hun én gang er blevet afvist I forsøget på at få en anerkendende kommunikation.
Derfra uddrager vi, at kommunikationen I det pædagogisk relationelle arbejde er
mangelfuld eller ikke eksisterende mellem kollegaerne her. Vi vurderer, at den
pædagogstuderende har haft brug for at tale om episoden med kollegaerne, da
episoden to år efter stadig fylder meget I hende. Vi er derfor nået frem til at
kommunikation og relation er en vigtig faktor I det professionelle pædagogiske
arbejde.
Det er en spændende artikel, I lægger ind. I artiklen står:
SvarSlet"Tabuiserede problemer
I afhandlingen fortæller en ung pige for eksempel, hvordan hun spændte ben for en ung mand på en døgninstitution og smækkede døren, fordi han var ved at gå på hende. Selve hendes handling er ikke så væsentlig. Det væsentlige er, at episoden ikke har sluppet hende.
»Hun fortæller mig historien to år efter, men den sidder stadig dybt i hende. Hun bruger formuleringen, at hun har ’fejlet’ Hun oplever, at hun svigtede professionelt, ved at gøre noget, som hun ikke må. Hun nævnte episoden for en ældre kollega, men der blev ikke rigtigt talt om det. Men faktisk må hun handle i nødværge, og problemet er, at det ikke bliver bearbejdet kollegialt,«
Jeg spekulerer lidt på, hvordan I havde tænkt, at dette med fordel kunne være bearbejdet kollegialt? I skriver man skal" tale om det", og jeg kom i den forbindelse til at tænke på teorien om at man kan handle i pædagogisk praksis ud fra et professionel, personlig og privat afsæt. Kunne denne teori - ud fra jeres betragtning - danne et afsæt for den samtale, som den pædagogstuderende udtrykte ønske om, hun havde fået? Eller hvad kan vi som undervisere, kolleger og medstuderende gøre, når nogle af jer måske kommer ud for noget lignende som den pædagogstuderende i artiklen?
Hilsen Birgitte
Vi mener at når sådanne episoder opstår, er det vigtigt at få det bearbejdet. Det er noget der kan fylde meget på alle af de tre afsæt du nævner, altså både professionelt, personligt og privat. Vi ville mene at, hun ville skulle tale det igennem med de andre kolleger, for både at få det på det rene, og simpelthen at få det ud, så det ikke længere kun er hendes bekymring. Dette ville både hjælpe på det professionelle - ved at indrage kollegerene, og få noget respons og sparring på situationen. Det personlige - ved at få bearbejdet episoden, så hun ikke behøvede at bekymre sig over om det nu var det rigtige at gøre. Og sidst det private - ved simpelthen ikke at gå med det alene.
SvarSletVi ville selv forsøge at være åbne og anerkende, vi ville gå ind i han eller hendes oplevevelserden, se det fra personens perspektiv, og forsøge at stille åbne evt. refleksive spørgsmål, så han eller hun kan reflektere og bearbejde episoden.